Fra sin plads i vindueskarmen skælder Kim Barding ud
Ved at dele klasseværelset op i usynlige zoner, kan man styre og tone sin kommunikation med eleverne, mens man bevæger sig rundt i lokalet.
Et sted hyggesnakker man, et andet sted skælder man ud, et tredje sted underviser man. Kim Barding fra IBC Kolding har lært teknikken. Og den virker.
Tæt på indgangsdøren findes hans afslappede hjørne. Når han kommer ind til en time, bliver han gerne stående her og småsludrer om, hvad der er sket siden sidst. Her er plads til det personlige, det uformelle og generel snak om livet på skolen og udenfor. Den slags snak afvikles og afsluttes i det hjørne.
Omkring tavle og kateder er naturligt nok undervisningsområdet. Når Kim Barding bevæger sig herop, så er det fordi, at nu står den på faglighed. Placeringen indikerer, at nu begynder timen rigtigt - hvis man med 'timen' forstår den faglige del.
Og så er der skælde ud zonen - eller "The Angry Corner", som han kalder det. Ved vinduet er der en hylde oven på varmeapparatet. Et sted hvor man ikke normalt ville stille sig:
"Når jeg har noget negativt at sige, så træder jeg de ti centimeter op. Det har den effekt, at eleverne automatisk holder kæft og lytter. Så længe jeg står der, så ved de, at de skal høre efter. Når opsangen er slut, træder Kim Barding ned og vender tilbage til undervisningsom- rådet. Fordelen ved at aflevere det sure budskab fra det sure hjørne er, at det bliver der, så det ikke ødelægger den gode stemning i undervisningen bagefter.
"De forskellige områder, er ikke noget, jeg fortæller eleverne om. De er jo kvikke. Når der er gået nogle uger eller måneder, så har de forstået det. Bevidst eller ubevidst."
Opdelingen gør det nemmer at styre klasserummet. Teknikken er nem. Man skal bare beslutte sig for, hvor man vil have sine områder. Man kan aftale det med andre lærere. Men det er ikke nødvendigt.